Hoover Dam ligger på grænsen mellem delstaterne Nevada og Arizona. Dæmningen er et klassisk stop på turen fra Kingman til Las Vegas, eller som et udflugtsmål fra Las Vegas. Det imponerende bygningsværk er over 220 meter høj og næsten 380 meter langt. Konstruktionen af Hoover-dæmningen begyndte i 1931 og dæmningen stod færdig i 1936. Siden hen er højbroen Bypass Bridge kommet til, også kaldet Mike O’Callaghan–Pat Tillman Memorial Bridge.

Hoover Dam er et imponerende bygningsværk; en kæmpe dæmning, som har til formål at modvirke oversvømmelser, sikre vandforsyning til de omkringliggende ørkenområder og producere elektricitet på det tilhørende vandkraftværk. Værket kan genere elektricitet til over en million hustande.

Hoover Dam

Hoover Dam regnes for et af USAs mest imponerende og betydningsfulde bygningsværker. Hvert år vælger næsten én million turister at tage på et af Hoover-dæmningens guidede ture og endnu flere millioner tager turen over dæmningen under deres besøg.

Hoover Dam & Hoover Dam Bypass BridgeDet kæmpe dæmningsarbejde gik i gang under den amerikanske depression. Arbejdsløsheden i USA var stor, så folk kom langvejs fra i håb om at kunne få arbejde på det store projekt – mange havde deres familier med og slog lejr i den omkringliggende ørken, hvor de måtte klare sig uden rent drikkevand, toiletter og beskyttelse mod vind og vejr. De, der blev hyret til at arbejde på Hoover Dam projektet, flyttede senere til Boulder City, et område bygget specielt til at huse bygningsarbejderne, 6 miles (ca. 10 km) fra dæmningen.

Der er flere muligheder for parkering under dit besøg. På Nevada-siden af dæmningen er der mulighed for at parkere i et parkeringshus, mod betaling. Hoover Dam & Hoover Dam Bypass BridgeFortsætter du over selve Hoover Dam til Arizona-siden, er der ydeligere to muligheder for parkering – den første p-plads koster penge, men fortsætter du lidt længere op ad vejen er der en gratis parkeringsplads. Den eneste umiddelbare forskel på de to p-pladser på Arizona-siden er, at du ved den første p-plads har mulighed for at parkere under et halvtag. På Arizona-siden kan du sagtens fortsætte længere op ad vejen, men den er spærret længere fremme og du skal derfor vende om på et tidspunkt – på vej tilbage kan du nyde udsigten over Hoover Dam fra Arizona siden.

Det kan anbefales at besøg Hoover-dæmningen tidlig formiddag eller hen af eftermiddagen, både fordi det ellers kan være en meget varm fornøjelse – især i sommersæsonen og fordi der er stor efterspørgsel på de guidede ture midt på dagen.

Guidet rundvisning i Hoover Dam

Der er rigtig mange oplevelser at tage med sig fra Hoover Dam. Uanset om du ønsker at opleve dæmningen på egen hånd eller på en guidet rundvisning, så bør du afsætte et par timer til dit besøg.

Ønsker du at opleve dæmningen på egen hånd, kan du parkere på en af Arizona- eller Nevada-sidens p-pladser og gå en tur over selve dæmningen. Undervejs kan du gøre stop ved nogle af dæmningens udkigspunkter.

Hvis du vil have flere oplevelser med fra dit besøg ved Hoover Dam, så kan du købe en entrebillet for $10 til besøgscenteret. Besøgscenteret er en stor bygning i 3 niveauer og en tagterrasse med udsigt over Lake Mead, dæmningen, kraftværket, Colorado River og Black Canyon. I besøgscenteret kan du købe billetter til de guidede ture, samt se udstillinger med billeder og videoer om dæmningen og dens konstruktion.

For $5 mere (altså $15 i alt) kan du, udover ovenstående, også få en 30 minutters rundvisning – The Powerplant Tour. For yderligere $15 (altså $30 i alt) kan du komme med på en 60 minutters guidet tur – Hoover Dam Tour. Hoover Dam Tour tilbyder en unik måde at se og opleve dæmningen på, hvor du får mulighed for at udforske mindre kendte dele af dæmningen.

Læs mere om Hoover-dæmningen og de guidede ture her.

Hoover Dam Bypass Bridge

Hoover Dam & Hoover Dam Bypass BridgeDen “nye” bro, bygget i 2010, har til formål at aflede trafik fra dæmningen og øge sikkerheden. Kommer du fra Kingman, på Arizona-siden, kører du over Hoover Dam Bypass Bridge på vej mod Las Vegas. Der er ikke rigtig nogen udsigt, når du kører over broen i bil. Drejer du derimod fra mod Hoover Dam, er der et parkeringsområde til Bypass Brigde-besøgende. Herfra følger du et stisystem op til den imponerende gangbro.

Hoover Dam & Hoover Dam Bypass BridgeHoover Dam Bypass Bridge’s tilhørende gangbro ligger lige syd for Hoover Dam og 900 fod over Colorado River. Den tilbyder en fantastisk udsigt over Hoover Dam (dæmningen og vandkraftværket), Lake Mead, Colorado River og Black Canyon. Broen kaldes også Mike O ‘ Callaghan – Pat Tillman Memorial Bridge. Tidligere har det kun være muligt at få en udsigt som denne via helikopter.

Hoover Dam Bypass Bridge-besøgende kan gå fra Nevada til Arizona over den lange gangbro. På vejen over broen, samt på vej op til den, er der masser af informative skilte med oplysninger omkring bygningen af gangbroen.

Sådan kommer du til Hoover Dam

Hoover Dam & Hoover Dam Bypass BridgeHoover-dæmningen ligger lige knapt 35 miles (ca. 55 km) øst for Las Vegas. Turen kan klares på mindre end en time, hvis du ønsker at besøge Hoover Dam som et udfulgtsmål fra Las Vegas. En anden mulighed er at køre via US 93 fra Kingman. Turen fra Kingman til Hoover Dam tager godt halvanden time og der er omkring 75 miles (ca. 120 km). Bemærk, at det kun er muligt at komme til dæmningen og besøgscenteret fra Nevada-siden. Efter du er drejet af US 93 og ind på Hoover Dam Access Road, skal du (din bil) igennem en kontrolpost og et sikkerhedstjek, inden du kommer til selve dæmningen.

Hvorhen herfra?

Når du skal videre fra Hoover Dam, så er her et par forslag til, hvor du kan køre hen – alt efter hvilken retning du skal i: Kingman 75 miles (ca. 120 km) eller Las Vegas 35 miles (ca. 55 km).

Om mitamerika.dk’s besøg ved Hoover Dam & Hoover Dam Bypass Bridge

Hoover Dam & Hoover Dam Bypass Bridge

På vores tur til USA i marts 2015 besøgte vi Hoover Dam og den tilhørende Bypass Bridge. Vi valgte, at besøge den imponerende dæmning som et udfulgtsmål i forbindelse, med at vi havde booket 3 overnatninger i Las Vegas. Efter at være kommet igennem sikkerhedstjekket kørte vi over Hoover Dam. Vi parkerede bilen for at gå en tur på dæmningen. Vi måtte betale for parkering på de første p-pladser på Arizona siden. Vi vidste på daværende tidspunkt ikke, at den næste p-plads var gratis. Efter en gåtur på dæmningen kørte vi tilbage på Nevada-siden, hvor vi holdt ind på p-pladsen ved Hoover Dam Bypass Bridge. Fra Bypass-broen er der en fantastisk udsigt over Hoover-dæmningen og den bagvedliggende Lake Mead. Inden turen gik tilbage Las Vegas gjorde vi et stop ved et Lake Mead udkigspunkt ikke langt fra Hoover Dam.

Denne artikel er skrevet af mitamerika.dk med udgangspunkt i egne erfaringer fra vores besøg ved Hoover Dam i marts 2015.